hvad han fortalte os. Holmes lænet sig spændt forover, og hans øine havde den haarde, tørre glans, som vanlig glimtet ut av dem, naar han var særlig interessert i noget.
„De saa dem?“
„Saa tydelig, som jeg nu ser Dem.“
„Men De sa ikke noget?“
„Hvad skulde det være godt for?“
„Men hvorav kom det, at ingen anden saa dem?“
„Sporene kunde først opdages en snes alen fra liket, og ingen ofret dem en tanke. Jeg vilde heller ikke gjort det, kan jeg tænke mig, hvis jeg ikke havde kjendt denne historie.“
„Men der er jo mange gjæterhunde paa moen der?“
„Javisst, men dette var ikke nogen gjeterhund.“
„Den var stor, siger De?“
„Ja, kolossal.“
„Men den havde ikke været nær liket?“
„Nei.“
„Hvad slags aften var det?“
„En fugtig og taaket.“
„Men det regnet ikke?“
„Nei.“
„Hvordan ser alléen ut?“
„Det er en dobbelt række av gamle barlindtrær. Hækkene er seks alen høie og umulige at komme igiennem. Veien i midten er omkring fire alen bred.“
„Er der noget rum mellem hækkene og veien?“
