være tvil om, at Stapleton øvet et herredømme over hende, der kan ha skrevet sig enten fra kjærlighed fra hendes side eller fra frygt eller meget sandsynlig fra begge dele, da disse sindstilstande ingenlunde utelukker hinanden. Hans inflydelse virket i alle fald. Paa hans befaling samtykket hun i at utgi sig for hans søster; men han saa grænserne for sin magt over hende, da han forsøkte at gjøre hende direkte medskyldig i mord.
Hun vilde advare sir Henry, saavidt det var mulig uten at angi sin mand, og gang paa gang forsøkte hun at gjøre det. Stapleton selv synes at ha været i stand til at nære skinsyke, og da han la merke til, at sir Henry gjorde kur til hende, kunde han, skjønt dette jo indgik i hans egen plan, ikke bare sig for at gripe ind med en lidenskabelig heftighed, som røbet det glødende sind, han ved selvbeherskelse pleiet at holde saa godt skjult. Ved at opmuntre det nære venskabsforhold mellem dem sikret han sig, at sir Henry ofte kom til Merripitgaarden, og at det tidligere eller senere vilde la sig gjøre at finde den anledning, han ønsket. Men da den kritiske dag kom, vendte pludselig hans hustru sig imot ham. Hun havde hørt noget om straffangens død, og hun visste, at hunden var indestængt i uthuset den aften, da sir Henry skulde spise hos dem. Hun beskyldte sin mand for planlagt forbrydelse, og der fandt et heftig optrin sted, hvorunder han for første gang lot hende vite, at hun havde en medbeilerinde til hans kjærlighed.
Hendes troskab gik i et øieblik over til bittert
