for ham, havde gjort ham til mellemmand ved den understøttelse, han ydet den ulykkelige kvinde fru Laura Lyons. Ved at fremstille sig som ugift fik Stapleton en sterk indflydelse paa hende, og han lot hende forstaa, at hvis hun kunde opnaa skilsmisse fra sin mand. vilde han gifte sig med hende. Hans planer fremskyntes pludselig ved, at han fik vite, at sir Charles stod i begrep med at forlate godset efter doktor Mortimers raad, hvori ogsaa han selv angav at være enig. Han maatte handle straks, ellers vilde hans offer komme utenfor hans rækkevidde. Han øvet derfor pres paa fru Lyons, forat hun skulde skrive hint brev og bønfalde den gamle mand om at tilstaa hende en samtale før hans avreise til London. Ved vel uttænkte grunde fik han hende overtalt til ikke at møte, og dermed havde han den chance, han havde ventet paa.
Da han om aftenen kjørte tilbake fra Coombe Tracey, kom han tidsnok til at faa fat paa sin hund, besmøre den med den djævelske maling og bringe dyret til den port, hvor han havde grund til at anta, at den gamle herre stod og ventet. Hidset av sin herre sprang hunden over gitterporten og forfulgte den ulykkelige baronet, som skrikende flygtet nedover barlind-alleén.
I den mørke gang maa det ha været et skrækkelig syn at se det store sorte dyr med de lysende kjæver og ildøinene løpe efter sit offer. Ved enden av alléen faldt han til jorden, død av hjerteslag og rædsel. Hunden havde holdt sig paa græsrabatten, medens baronetten havde sprunget henad
