visste, at han aldrig blandet forskjellige saker sammen, og at hans klare og logiske aand ikke lot sig lokke fra det arbeide, den for øieblikket var beskjæftiget med, for at dvæle ved erindringen om det forbigangne.
Sir Henry og doktor Mortimer var imidlertid i London paa vei til den lange reise, der var blit anbefalet den første til styrkelse for hans angrepne nerver. De havde besøkt os den samme eftermiddag, saa det var naturlig, at saken kom paa tale.
„Begivenhedernes hele gang,“ sa Holmes, „var simpel og likefrem fra den persons synspunkt, der kaldte sig Stapleton, skjønt den fra først av forekom os overordentlig indviklet, fordi vi ikke visste bevæggrundene til hans handlinger og kun var i stand til at lære en del av de virkelige forhold at kjende. Jeg har havt anledning til to gange at tale med fru Stapleton, og saken er nu saa fuldstændig opklaret, at jeg ikke kan skjønne, der er noget, som længer er en hemmelighed for os. De vil finde nogen optegnelser om saken under bokstav B. i min alfabetisk ordnede sakfortegnelse.“
„Kanske De vilde være saa venlig at gi mig en kort oversigt over begivenhedernes gang efter hukommelsen,“ sa jeg.
„Ja, men jeg kan ikke indestaa for, at jeg husker alle omstændigheder. Intens samling av alle aandelige evner paa ett punkt utsletter paa en eiendommelig maate erindringen om ting, som er op og avgjort. Men forsaavidt angaar historien med hunden, skal jeg skildre Dem begivenhedernes ut-
