vi sank ned i det, var det, som om en ondskabsfuld haand halte os ned i disse smudsige dybder.
Kun paa et sted saa vi spor av, at nogen havde gaat denne farlige vei før os. Midt i en myruldtue stak en mørk gjenstand frem. Holmes sank i til livet, da han forlot stien for at faa fat paa denne gjenstand, og havde vi ikke været tilstede og kunnet hjælpe ham op, kan det hænde, at han aldrig mere havde sat sin fot paa fast grund. Han holdt en gammel støvle i veiret. „Meyers, Toronto,“ stod der stemplet paa skindforet.
„Dette er vel værd et sølebad,“ sa han. „Det er vor ven sir Henrys savnede støvle.“
„Kastet væk her av Stapleton under hans flugt?“
„Netop. Han holdt den i haanden efter at ha brukt den til at sætte hunden paa sporet. Da han skjønte, at spillet var tapt, flygtet han og kastet støvlen fra sig her. Vi vet ialfald, at han i god behold kom saa langt som hit.“
Men mere end dette skulde vi ikke faa visshed for, skjønt der var meget, som vi kunde ane. Der var ingen mulighed for at finde fotspor i myren, ti de utslettedes hurtig av det bevægelige dynd; men da vi endelig naadde fastere grund, speidet vi alle ivrig efter spor. Men ikke det ringeste tegn til saadanne fik vi øie paa. Hvis jordbunden sa sandt, havde Stapleton aldrig naadd frem til den frelsende ø, som han havde søkt hen til i taaken den forrige nat. Et eller andet sted i den store Grimpensump, i det raatne dynd, som havde suget ham til sig, er denne kolde og grusomme mand begravet for evig.
