dyret løpe forbi os, førend vi kom helt til samling igjen. Saa skjøt baade Holmes og jeg samtidig, og dyret utstøtte et fælt hyl, der tydet paa, at ialfald en av os havde rammet det.
Det gjorde imidlertid ingen stans, men sprang videre.
Langt borte saa vi sir Henry vende sig om og se tilbake; hans ansigt var blekt i maaneskinnet, han rakte i forfærdelse hænderne op mot himmelen og stirret hjælpeløs paa det frygtelige væsen, som kom jagende efter ham.
Men hundens smerteshyl havde forjaget al vor frygt. Hvis den kunde saares, saa var den dødelig, og kunde vi saare den, saa kunde vi ogsaa dræpe den. Jeg har aldrig set en mand løpe slik, som Holmes løp den nat. Jeg ansaaes for at være noksaa let tilbens, men han fløi fra mig. Foran os hørte vi det ene rædselsskrik efter det andet fra sir Henry og hyl og brøl fra hunden.
Jeg kom netop tidsnok til at se dyret styrte løs paa sit offer, kaste ham til jorden og bite ham i strupen. Men i næste øieblik havde Holmes sendt hunden fem revolverkuler i livet. Med et sidste dødshyl og iltert snappende efter luft styrtet den om paa ryggen, kavet med benene og blev saa liggende paa siden, slap og ubevægelig. Jeg bøiet mig ned og satte min pistol like ind til det fæle hode; men jeg behøvet ikke at røre ved avtrækkeren. Kjæmpehunden var død.
Sir Henry laa bevisstløs der, hvor han var faldt overende. Vi rev halstørklædet og kraven
