Holmes slog heftig med haanden paa fjeldvæggen foran os og stampet i jorden av utaalmodighed.
„Kommer han ikke ut inden et kvarter, kommer stien til at blive dækket av taake. Om en time vil vi ikke være istand til at se en haandsbred fra os.“
„Skal vi gaa længere tilbake til et høiere sted?“
„Ja, jeg tror det blir bedst.“
Da taakeskyen kom krypende fremover, rykket vi tilbake for den, indtil vi var kommet et langt stykke bort fra huset, men dette tætte, hvite taakeslør, over hvis øvre del maanen bredte sit sølvskjær, vedblev at sige langsomt, men ubarmhjertig frem.
„Vi kommer for langt bort,“ sa Holmes. „Vi tør ikke utsætte os for, at han blir overmandet, førend han naar os. Derfor maa vi holde os her, vi nu er.“
Han kastet sig ned, la øret til jorden og lyttet.
„Gud være lovet, nu kommer han vist!“
Lyden av raske skridt avbrøt stilheden paa moen. Vi la os ned mellem stenene og stirret spændt paa den skinnende sølvbanke foran os. Skridtene blev nu tydeligere, og gjennem taaken kom som frem bak et gardin den mand, vi ventet paa. Han saa sig overrasket omkring, da han kom ut i den stjerneklare aften. Saa kom han gaaende raskt langs stien, passerte like forbi, hvor vi laa, og fortsatte opover den lange skraaning bak os. Medens han vandret videre, saa han sig stadig omkring som en mand, der ikke er tryg.
