don. „Om kort tid haaber jeg at kunne gi en sammenhængende beretning om en av de merkeligste og mest opsigtsvækkende forbrydelser, som den vor tid kjender. Folk, der studerer kriminalhistorien, vil erindre et tilsvarende tilfælde i Grodno i Lillerusland i aaret 66, og desuten har vi Andersons myrderier i Nord-Karolina, men denne sak har enkelte sider, som er ganske særegne for den. Endnu har vi dog ikke fuldt bevis mot skurken. Men det skulde forundre mig meget, om ikke alt vil blive opklaret, før vi gaar tilsengs iaften.“
Hurtigtoget fra London kom brusende ind paa stationen, og en liten smidig mand, der lignet en buldog, kom springende ut av en førsteklasses kupé. Vi trykket begge hans haand, og jeg saa paa den ærbødige maate, hvorpaa Lestrade betragtet min ledsager, at han havde lært en god del siden de dage, da de først begyndte at arbeide sammen. Jeg kunde godt huske, hvor overlegent han som praktisk mand dengang stilte sig til den andens teoretiserende fremgangsmaater.
„Noget nyt av interesse?“
„Den vanskeligste sak, vi har havt paa mange aar,“ svarte Holmes. „Vi har endnu to timer igjen, før vi behøver at ta herfra. Jeg tænker, vi nytter tiden til at spise middag. Siden skal De faa Dem en frisk tur i Dartmoors rene natteluft. Den vil rense Deres hals for al Londonertaaken. Har De aldrig været her før? Godt, De kommer ikke til at glemme det første besøk saa snart, tænker jeg.“
