„Hr. Holmes,“ sa hun, „denne mand havde tilbudt mig egteskab, hvis jeg kunde blive skilt fra min mand. Han har løiet for mig, den skurk, løiet paa alle optænkelige maater. Der har ikke været et sandt ord i alt, han har sagt mig. Men hvorfor? Jeg indbildte mig, at det alt skedde for min egen skyld. Men nu forstaar jeg, at jeg bare har været et redskab i hans haand. Hvorfor skulde jeg holde mit løfte til ham, som aldrig har holdt noget av alle sine løfter til mig? Hvorfor skal jeg forsøke at værge ham mot følgerne av hans onde gjerninger? Spørg mig om, hvad De vil; jeg skal ikke lægge skjul paa noget. Men en ting kan jeg sverge paa, og det er, at da jeg skrev det brev, havde jeg ingen anelse om, at det kunde føre til noget ondt for den gamle herre, som havde været den ven, der var mest snild imot mig av alle.“
„Jeg tror Dem fuldt ut, fru Lyons,“ sa Sherlock Holmes. „Det maa være meget pinlig for Dem at tale om disse ting. Det vil maaske falde Dem lettere, naar jeg fortæller Dem, hvad der hændte. De kan jo rette mig, hvis jeg begaar nogen feiltagelse. Det var Stapleton, som tilskyndet Dem til at sende brevet?“
„Han dikterte det.“
„Jeg antar, at han som grund anførte, at sir Charles vilde hjælpe Dem til at bestride omkostningerne ved Deres skilsmisse.“
„Netop.“
„Og da De havde sendt brevet, fraraadet han Dem at gaa til møtet.“
