„Det samme gjør jeg.“
„Godt. De er, efter hvad jeg hører, indbudt til at spise middag hos Stapletons iaften?“
Jeg haaber, at De ogsaa blir med. Det er meget gjestfri folk, og jeg er sikker paa, at de vilde blive meget glad, om De kom.“
Jeg er ræd for, at Watson og jeg maa reise til London.“
„Til London!“
„Ja, jeg tror, at vi vil være til mere nytte der for øieblikket.“
Sir Henry blev paafaldende lang i ansigtet.
„Jeg haabet, at De var kommet for at hjælpe mig ut av denne affære. Baskerville herregaard og moen er ikke egentlig nogen hyggelige steder, naar en er alene.“
„Kjære sir Henry, De maa stole blindt paa mig og gjøre nøiagtig, som jeg siger Dem. Sig Deres venner, at vi med glæde vilde ha været med Dem, men at presserende forretninger nødsaget os til at reise til London. Vi haaber imidlertid at komme snart tilbake til Devonshire. De maa ikke glemme at sige dem det.“
„Nei, naar De endelig vil det saaledes — —“
„Vi har ikke noget valg.“
Jeg saa paa sir Henrys rynkede bryn, at han var meget støtt. Han opfattet det hele, som om vi svigtet ham.
„Naar ønsker De at reise?“ spurte han koldt.
„Straks efter frokost. Vi skal kjøre til Coombe Tracey, men Watson vil la sine saker blive igjen
