dens svirebrødrene tapte mælet paa grund av hans raseri, var der dog en, som var mere ondskabsfuld eller maaske mere drukken end de andre, og han ropte, at hans vert skulde slippe hundene løs efter hende. Hugo løp ut av huset, ropte paa sine rideknegte og befalte dem straks at sadle hans hest og slippe kobbelet løs. Han lot hundene snuse til et tørklæde, som havde tilhørt piken, saa de kom paa sporet — og saa avsted i maaneskinnet over moen.
Svirebrødrene blev en stund staaende og maape uten rigtig at kunne fatte alt, hvad der var hændt i en saadan hast. Men snart gik det dog op for deres omtaakete hjerner, hvad der nu efter al sandsynlighed vilde ske derute paa moen. Alle var yderlig ophidset, nogen ropte efter sine pistoler, andre efter sine heste, atter andre efter endnu en flaske vin. Endelig kom de dog til fornuft, og alle sammen, tretten i tallet, tok sine heste og drog ut for at søke efter piken. Maanen skinte klart, og de red hurtig, idet de tok den vei, som piken nødvendigvis maatte ha valgt for at kunne naa sit hjem.
De havde vel redet en mil eller to, da de passerte en av de gjætere, som om natten holder vakt ute paa moen. De ropte paa ham for at faa vite, om han havde set jagtfærden. Manden skal, efter hvad der fortælles, ha været saa forstyrret av skræk, at han knapt kunde tale, men endelig sa han, at han virkelig havde set den ulykkelige pike med hundene efter sig.
