„Undskyld en kjenders beundring,“ sa han, og slog med haanden ut mot portrætrækken paa væggen like overfor. „Watson paastaar, at jeg ikke skjønner mig det mindste paa kunst, men det er bare skinsyke, fordi vi ikke deler opfatning. Dette er virkelig en smuk række portrætter.“
„Det glæder mig at høre Dem sige det,“ sa sir Henry, og saa med en viss overraskelse paa min ven. „Jeg gjør ikke fordring paa at forstaa mig synderlig paa kunst; jeg er sikker paa, at jeg vilde bedømme en hest eller en okse bedre end et maleri. Men jeg trodde ikke, at De kunde finde tid til at beskjæftige Dem med denslags.“
„Jeg forstaar, hvad der er godt, naar jeg ser det, og det gjør jeg her. Det der er en Kneller, det kan jeg sverge paa, den damen der i blaa silke; den stolte herremand med parykken maa være en Reynolds. Alle disse er vel familieportrætter.“
„Ja, allesammen.“
„Vet De navnene paa dem?“
„Barrymore har lært mig dem, og nu tænker jeg, jeg kan dem godt.“
„Hvem er han med kikkerten?
„Det er admiral Baskerville, som tjente under Rodney i Vestindien. Han der med den blaa frakke og papirrullen er William Baskerville, som var komitéformand i underhuset under Pitt.“
„Og denne kavaler like mot mig — med den sorte fløilsdragt og kniplingerne?“
„Ja, De har al ret til at faa vite, hvem han er.
