mit løfte. Hvis jeg ikke havde lovet, at jeg ikke skulde gaa ut alene, vilde jeg ha kunnet tilbringe en langt hyggeligere aften, for jeg fik bud fra Stapletons om at komme over til dem.“
„Jeg tviler ikke paa, at De vilde havt det hyggeligere,“ sa Holmes tørt. „Forresten antar jeg, De ikke vil sætte synderlig pris paa at høre, at vi har begrætt Dem som død; vi trodde, at De havde knækket nakken.“
Sir Henry satte store øine.
„Hvad mener De?“
„Den ulykkelige fange var iført Deres klæder. Jeg er bange for, at den tjener, som har git ham dem, vil faa ubehageligheder med politiet.“
„Det er ikke sandsynlig. Der var, saavidt jeg vet, ingen særlige merker paa dem.“
„Det er heldig for ham, ja det er virkelig heldig for jer alle, for I har alle været paa den vrange side av loven i denne sak. Jeg er ikke sikker paa, om ikke min første pligt som en samvittighedsfuld detektiv burde være at arrestere hele huset. Watsons indberetninger er meget kompromitterende dokumenter.“
„Men hvordan gaar det med saken?“ spurte sir Henry. „Har De faat nogen rede paa virvaret? Jeg tror ikke, Watson og jeg er blit synderlig klokere, siden vi kom hit.“
„Jeg tænker, at jeg skal blive istand til at skaffe Dem større klarhed over stillingen om ikke lang tid. Det har været en yderlig vanskelig og indviklet sak. Der er endnu adskillige punkter,
