Trettende kapitel.
Garnene trækkes sammen.
Sir Henry Baskerville blev mere glad end overrasket ved synet av Sherlock Holmes, ti han havde i nogen dage allerede ventet, at begivenhederne nu havde artet sig saaledes, at de vilde tvinge ham herned fra London.
Han satte dog store øine, da han saa, at min ven ikke havde det mindste reisetøi, og ikke gav nogensomhelst forklaring av, hvorfor han ikke havde det.
Vi skaffet ham straks alt fornødent, og ved det sildige aftensmaaltid meddelte vi sir Henry saa meget om vore oplevelser, som vi fandt det ønskelig at la ham faa vite. Men først maatte jeg opfylde den ubehagelige pligt at underrette Barrymore og hans hustru om Seldens død. For ham var budskabet vistnok en ublandet trøst, men hun græt saart i sit forklæde. For alle andre havde han kun været det brutale menneske, halvt et dyr og halvt en djævel, men for hende vedblev han bestandig at være den lille viltre gut, som hun mindedes fra dengang, hun selv var en liten pike, barnet, som havde klynget sig til hende. Slet maa ogsaa den mand være, som ikke har en kvinde til at sørge over sig.
„Jeg har gaat her i huset og sturet hele dagen, siden Watson reiste imorges,“ sa sir Henry. „Jeg synes virkelig, jeg fortjener ros, fordi jeg har holdt
