„Ja, det er vel den rimeligste forklaring,“ sa Stapleton med et lettelsens suk. „Ialfald synes det mig saa. Men hvad mener De derom, hr. Sherlock Holmes?“
Min ven bukket høflig.
„De er ikke længe om at kjende folk igjen,“ sa denne.
„Vi har ventet Dem her, siden doktor Watson kom hit. De er kommet midt op i en sørgelig tragedie.“
„Ja, jeg er virkelig det. Jeg tviler ikke paa, at min vens forklaring er rigtig. Jeg kommer til at ta et ubehagelig minde med mig tilbake til London imorgen.“
„De reiser altsaa tilbake imorgen?“
„Ja, jeg har tænkt det.“
„Jeg haaber, at De ved Deres besøk har havt anledning til at bringe litt lys over alle de hemmelighedsfulde hændelser, som har sat os i saa stor uro.“
Holmes trak paa skuldrene.
„Man kan ikke bestandig være saa heldig som man ønsker. En opdager maa kun nøie sig med virkelige kjendsgjerninger, han kan ikke slaa sig til ro med sagn og rygter. Denne sak har ikke skaffet mig nogen glæde.“
Min ven talte paa sin mest oprigtige og likefremme maate. Stapleton lyttet spændt til hans ord. Derpaa vendte han sig om til mig.
„Jeg vilde foreslaa, at vi bragte det ulykkelige menneske hjem til mig, men min søster vilde blive
