„For en skrækkelig hændelse! Hvorledes gik det for sig?“
„Det ser ut, som om han har knækket nakken ved at falde utover fjeldskrenten. Min ven og jeg kom vandrende over moen, da vi pludselig hørte et skrik.“
„Jeg hørte ogsaa et skrik. Det var derfor, jeg kom herut. Jeg var ængstelig for sir Henry.“
„Hvorfor netop for sir Henry?“ Jeg kunde ikke la være at spørge.
„Jeg havde ventet, at han skulde komme over til os. Da han ikke kom, blev jeg forundret og naturligvis ængstelig for, at der kunde være tilstøtt ham noget, da jeg hørte skrikene ute paa moen. Hørte De forresten noget andet end skrikene?“ spurte han, idet hans øine atter vandret fra mit ansigt til Holmes'.
„Nei,“ svarte Holmes, „gjorde De?“
„Nei.“
„Hvad mener De da?“
„Aa, De kjender jo disse historier, som gaar blandt bønderne her om en spøkelseshund. Den skal av og til kunne høres herute paa moen. Jeg undredes paa, om der var merket noget slikt nu.“
„Nei, vi hørte ikke noget slikt,“ sa jeg.
„Og hvad mener De om dette stakkars menneskes død?“
„Der kan ikke være nogen tvil om, at angst for at blive fakket drev ham like i døden. Han har flygtet som en forrykt mand over moen og tilslut faldt ned her og knækket nakken.“
