i en av hytterne, indtil vi kan faa underrettet politiet.“
„De har ret. Vi to maa vel i forening kunne bære det saa langt. Men hvem kommer der, Watson? Der har vi manden selv, ved alt som er forunderlig og dumdristig! Ikke et ord om vor mistanke, ikke et ord, ellers slaar alle mine planer fuldstændig klik.“
En skikkelse kom gaaende over moen henimot os. Jeg kunde se den matrøde glød av hans cigar. Maanen skinte paa ham, og jeg kunde av hans skikkelse og lette gang straks forstaa, at det var naturforskeren.
Da han opdaget os, stanset han først et øieblik, men kom saa like hen til os.
„Er De, doktor Watson, her? Det var virkelig den sidste mand, jeg havde ventet at træffe her paa moen paa denne tid. Men kjære Dem, hvad er det. Er nogen kommet tilskade? Det er da vel ikke vor ven, sir Henry?“
Han trængte sig frem bak mig og lænet sig ned over den døde mand. Jeg hørte ham trække pusten tungt og langt, og cigaren faldt ut av hans haand.
„Hvem er det?“ stammet han.
„Det er Selden, fangen, som rømte fra Princetown.“
Stapleton vendte et forstyrret utseende ansigt mot os, men ved en yderste anspændelse av sine kræfter lykkedes det ham at blive herre over sin forfærdelse og skuffelse. Han saa skarpt fra Holmes til mig.
