ham i Baker Street. Vi fik et eneste glimt av den, og fyrstikken sluknet, som haabet var sluknet i vore sjæle.
Holmes drog et dypt suk, og hans ansigt lyste kridhvitt gjennem mørket.
„For et udyr! for et udyr!“ utbrøt jeg og vred fortvilet hænderne. „Jeg vil aldrig tilgi mig selv, at jeg forlot ham.“
„Jeg er nok mere at bebreide end De, Watson. Jeg har sat hans liv paa spil bare for at skaffe et rigtig smukt bevismateriale. Det er det værste, jeg endnu har været utsat for. Men hvordan kunde jeg vite, hvordan kunde jeg vite, at han efter alle mine advarsler vilde vove sit liv ved at begi sig alene ut paa moen.“
„At vi skulde høre hans skrik — disse forfærdelige skrik — og ikke kunne hjælpe ham! Men hvor er dette udyr av en hund, som drev ham i døden? Det ligger vel i dette øieblik paa lur et eller andet sted mellem klipperne her. Og Stapleton, hvor er han? Han skal staa til ansvar for denne udaad.“
„Ja, det skal han. Det skal jeg sørge for. Onkel og nevø begge myrdet; den ene blev skræmt tildøde bare ved synet av udyret, som han tok for et overnaturlig væsen, og den anden blev drevet like i døden under sin vilde flugt for at redde sig fra det! Men nu gjælder det at bevise forbindelsen mellem ham og udyret. Naar vi undtar, hvad vi har hørt, kan vi jo ikke engang sverge paa, at der virkelig eksisterer noget saadant væsen. Sir Henrys død skyldes aabenbart et fald. Men med Guds
