„Et sidste spørsmaal, Holmes,“ sa jeg og reiste mig. „Vi to behøver vel ikke længer holde noget hemmelig for hinanden. Hvad er meningen med alt dette? Hvad er hans maal?“
Holmes svarte lavt: „Det er mord, Watson, mord med koldt overlæg. Men spørg mig ikke om mere. Jeg spinder mit garn fastere og fastere om ham, som han selv spinder sit omkring sir Henry; — ved Deres hjælp er han nu ogsaa næsten i min magt. Vi løper kun en eneste fare. Han kunde slaa slaget, førend vi er færdige til kampen.“
„Om et par dage vil alt være rede, men indtil da maa De vaake omhyggelig over sir Henry, som en mor passer sit barn. — Ja, jeg havde allerhelst set, at De aldeles ikke havde forlatt sir Henry idag, om end Deres hverv her fuldt gav Dem ret hertil. — Hysch!“
Et forfærdelig skrik, et langt rædselens og angstens hyl avbrøt den dype stilhed paa moen. Blodet frøs til is i mine aarer, da jeg hørte det.
„For himmelens skyld, hvad kan det være?“ utbrøt jeg.
Holmes var sprunget op. Jeg saa hans mørke kjæmpeskikkelse tegne sig skarpt i indgangen til hytten. Han stod foroverbøiet med fremstrakt hode og stirret ut i mørket.
„Stille, stille!“ hvisket han.
Skriket var kommet langt bortefra, men det var saa gjennemtrængende, at det hørtes meget godt. Det gjentok sig og syntes at komme nærmere og tilta i styrke.
