havde den fra sin, nedskriver jeg den i fuld forvissning om, at det er gaat til, som her berettes. Og jeg vil, at I, mine sønner, skal tro, at den retfærdighed, som straffer synden, ogsaa naadig tilgir den, og at ingen forbandelse er saa tung, at den ikke ved bøn og anger kan ophæves. Lær av denne beretning ikke at frygte følgerne av fortidens synder, men heller at være forsigtig i fremtiden, saa at de uhyggelige lidenskaber, som vor slegt har lidt saa tungt under, ikke atter maa slippes løs til vort fordærv.
I maa da vite, at paa det store oprørs tid (hvis historie, forfattet av den lærde lord Clarendon, jeg paa det mest indtrængende vil henlede eders opmerksomhed paa) het eiermanden av dette gods Hugo Baskerville; det kan ikke negtes, at han var en saare vild, verdslig og gudløs mand. Dette kunde visselig hans naboer ha tilgit, eftersom helgener aldrig har trivedes i disse egne; men han besad et utøilet og grusomt sind, der gjorde hans navn til et ordsprog her vesterpaa. Saa hændte det sig, at denne Hugo faldt i elskov — om virkelig en saa mørk lidenskab kan nævnes med et saa lyst navn — til en datter av en bonde, som eiet en gaard i nærheden av Baskerville herregaard. Men den unge jomfru, som var dydig og havde et godt rygte, vilde aldrig vite av ham, eftersom hun frygtet hans onde sind. Da skedde det, at denne Hugo en dag efter den hellige Michaels messe med fem eller seks av sine ørkesløse og slette kamerater listet sig hen til gaarden og
