holdt et brød, en boks med hermetisk nedlagt tunge og to bokser med syltede ferskener.
Da jeg havde lagt knyttet paa sin plads igjen, efter at ha undersøkt dets indhold, blev jeg yderlig spændt, da jeg saa, at der ved siden av knyttet laa en beskrevet papirlap.
Jeg tok den straks op og læste følgende, som var klodset nedrablet med en blyant:
„Doktor Watson er reist til Coombe Tracey.“
Jeg blev staaende et øieblik med papiret i haanden, medens jeg søkte at finde ut, hvad meningen med denne korte melding kunde være.
Det var altsaa mig og ikke sir Henry, som blev bevogtet av denne mand. Han havde ikke fulgt mig selv, men han havde latt en anden — den lille gut kanske — passe paa mig, og dette var hans melding. Sandsynligvis havde jeg ikke rørt mig av stedet, siden jeg kom hit paa moen, uten at det var iagttat og meldt. Jeg havde stadig denne følelse av en usynlig magt, et fint net, som med usedvanlig dygtighed og sluhed blev trukket omkring os. Men det blev gjort saa fint, at en først i aller yderste øieblik selv merket, at en var indviklet i maskerne.
Naar jeg havde fundet én melding, kunde der vel kanske findes flere slike. Jeg undersøkte hytten. Men der var ikke et spor at opdage av nogetsomhelst saadant; heller ikke kunde jeg finde noget, som kunde gi mig en mening om, hvad slags menneske det var, som levet paa dette merkelige sted, og hvorfor han gjorde det. Det eneste,
