Jeg nærmet mig stenhytten med samme forsigtighed som Stapleton, naar han med sit net listet sig over en sommerfugl, som havde slaat sig ned, og jeg kunde straks til min glæde se, at den virkelig havde været benyttet til bolig. En smal sti, som næsten ikke kunde sees, førte mellem stenblokkene frem til den forfaldne aapning, der gjorde tjeneste som dør.
Indenfor hørtes ikke en lyd. Den ukjendte mand laa gjerne paa lur derinde, eller kanske listet han sig om paa moen. Mine nerver dirret av spænding ved følelsen av det eventyrlige i stillingen.
Jeg kastet cigaretten fra mig, grep fast om revolveren, gik raskt hen til døren og kikket ind.
Hytten var tom, men der var tegn nok, som viste, at jeg ikke var paa feilagtig spor. Det var sikkert nok, at det var her, manden holdt til:
Et par tepper, rullet ind i en regnkappe, laa paa den samme stenhelle, hvorpaa det forhistoriske menneske engang havde sovet. Paa et primitivt ildsted saaes aske efter ild. Ved siden derav stod en del kokeredskaber og et spand halvfuldt av vand.
En haug tomme blikbokser viste, at hytten havde været bebodd i nogen tid, og da mine øine havde vænnet sig bedre til det vekslende lys, opdaget jeg i en krok en pande og en halvfuld flaske med brændevin. En flat sten midt i hytten tjente som bord, og paa dette laa et litet knytte, utvilsomt det samme, som jeg gjennem kikkerten havde set den lille gut bære paa skulderen. Det inde-
