Jeg fulgte veien, saa længe han kunde se mig; derpaa tok jeg tvers over moen og la kursen mot den stenete høide, som den lille gut var forsvundet bakom. Alting gik nu, som jeg bedst kunde ønske det, og jeg lovet mig selv, at jeg ikke ved mangel paa energi eller utholdenhed skulde forspilde den chance, som min gode skjæbne havde lagt i min vei.
Solen holdt allerede paa at gaa ned, da jeg naadde toppen av høien, og de lange skraaninger under mig laa gyldengrønne paa den ene side og graa paa den anden. I synsranden laa et lag av dis, hvorav de fantastiske former av Belliver og Vixen klippekammer raket op. Ikke en lyd hørtes, intet bevæget sig i det vide rum. En stor graa fugl fløi høit gjennem luften. Den og jeg syntes at være de eneste levende væsener mellem den vældige himmelhvælving og ødet under. Det golde landskab, følelsen av ensomhed, det hemmelighedsfulde og hastverket i mit forehavende fyldte mig med en ildevarslende, gysende fornemmelse.
Gutten kunde nu ikke sees nogetsteds. Men nedenunder mig i en sænkning mellem høiene laa en kreds av de gamle stenhytter, og midt inde mellem dem laa der en, som havde saavidt tilbake av taket, at det kunde yde nogen beskyttelse mot veiret. Hjertet hoppet i mit bryst, da jeg opdaget den. Dette maatte være den hule, hvori den fremmede holdt til. Endelig stod jeg paa tærskelen til hans skjulested; hans hemmelighed var inden min rækkevidde.
