spredt vidt og bredt utover moen. Men jeg havde jo min egen erfaring til retledning. Jeg havde set manden selv paa klippekammen. Denne maatte saaledes blive midtpunktet for mine undersøkelser. Derfra maatte jeg undersøke hver eneste hytte paa hele moen, indtil jeg traf paa den rette.
Hvis den fremmede fandtes i en av dem, skulde jeg faa ut av ham, om det saa gjaldt ved hjælp av en revolver, hvem han var, og hvorfor han havde fulgt os saa længe i hælene. Han kunde nok slippe fra os i Regent Street, men det vilde ikke være saa let for ham her paa den ensomme mo. Men fandt jeg hytten, og den fremmede ikke var der, maatte jeg blive der, indtil han kom tilbake, hvor længe jeg saa end maatte vente. Holmes havde tapt hans spor i London. Det vilde virkelig blive en triumf for mig, hvis jeg kunde fakke ham, naar min mester ikke havde magtet det.
Lykken havde atter og atter været mot os under denne undersøkelse, men nu stod den tilslut mig bi. Og denne gode lykkes budbringer var ingen anden end Frankland, som med sit graa skjeg og røde ansigt stod utenfor sin haveport, der førte ut til landeveien, ad hvilken jeg kom.
„Goddag, doktor Watson,“ ropte han i usedvanlig godt humør, „De maa sandelig la Deres heste hvile sig litt. Kom ind og ta Dem et glas vin og ønsk mig tillykke.“
Mine følelser mot ham var langt fra venlige, efter hvad jeg havde hørt om hans opførsel mot datteren, men jeg vilde gjerne ha sendt Perkins
