„Jeg skal da fortælle det. Hvis De har hørt noget om mit ulykkelige liv, vil De vite, at jeg blev meget tidlig gift og meget snart kom til at angre det.“
„Jeg har hørt saa vidt.“
„Mit liv har været en uavbrutt forfølgelse av en mand, som jeg avskyr. Han har loven paa sin side, og hver dag kan jeg staa overfor den mulighed, at han vil tvinge mig til at leve med sig. Dengang jeg skrev dette brev til sir Charles Baskerville, havde jeg faat vite, at der var en mulighed for at gjenvinde min frihed, hvis jeg kunde skaffe en sum penge. Det var for mig alt — sjælefred, lykke, selvagtelse — alt. Jeg kjendte sir Charles Baskervilles ædelmodighed, og jeg tænkte, at hvis han fik høre min historie fra mine egne læber, vilde han hjælpe mig.“
„Hvorfor gik De da ikke?“
„Fordi jeg i mellemtiden fik hjælp fra en anden kant.“
„Hvorfor skrev De da ikke til sir Charles og forklarte ham dette?“
„Jeg vilde ogsaa ha gjort det, hvis jeg ikke havde set av aviserne næste morgen, at han var død.“
Der var virkelig sammenhæng i hendes fremstilling, og alle mine spørsmaal kunde ikke rokke den. Jeg havde ikke andet at gjøre end at søke at finde ut, om hun virkelig havde tat skridt til at faa skilsmisse fra sin mand paa eller omkring det tidspunkt, da den sørgelige tildragelse fandt sted.
