„Ja.“
Jeg krydseksaminerte hende atter og atter, men jeg kunde ikke komme videre med hende end til dette punkt.
„Fru Lyons,“ sa jeg, da jeg reiste mig efter denne lange og litet tilfredsstillende samtale, „De har tat et meget stort ansvar paa Dem og stiller Dem selv i en meget uheldig stilling, naar De ikke vil fortælle aapent og fuldt ut alt, De vet. Hvis jeg er nødsaget til at paakalde politiets hjælp, maa De indse, hvor sterkt De er kompromittert. Naar De er ganske uskyldig, hvorfor negtet De da først, at De havde skrevet til sir Charles Baskerville den dag?“
„Fordi jeg var bange for, at det vilde blive lagt ut paa en falsk maate, og at jeg vilde blive indblandet i en skandale.“
„Men hvorfor bad De saa indtrængende om, at sir Charles Baskerville skulde ødelægge Deres brev?“
„Naar De har læst brevet, maa De forstaa det.“
„Jeg sa ikke, at jeg har læst hele brevet.“
„De citerte jo noget av det.“
„Jeg citerte efterskriften. Brevet var, som jeg sa, blit brændt, og det var ikke længer læselig. Nu spørger jeg Dem igjen, hvorfor De saa indtrængende bad om, at sir Charles skulde ødelægge dette brev, som han mottog paa sin dødsdag?“
„Det er en fuldstændig privat sak.“
„Saa meget større grund har De til at undgaa en offentlig undersøkelse.“
