„De gjør sir Charles uret. Han brændte brevet. Men undertiden kan et brev læses, ogsaa efterat det er brændt. De indrømmer altsaa nu, at De skrev det?“
„Ja,“ svarte hun og gav sin ophidsede stemning luft i en strøm av ord. „Ja, jeg skrev det. Hvorfor skulde jeg negte det? Jeg har ingen grund til at skamme mig over det. Jeg vilde ha ham til at hjælpe mig. Jeg trodde, at hvis jeg kunde faa en samtale med ham, vilde han gjøre det. Derfor bad jeg ham møte mig.“
„Men hvorfor paa en saadan tid?“
„Fordi jeg netop havde faat vite, at han skulde reise til London næste dag og vilde blive borte i maaneder. Der var særegne forhold, som gjorde, at jeg ikke kunde komme dit tidligere.“
„Men hvorfor valgte De et møte i haven? Hvorfor gik De ikke til hans hjem?“
„Synes De, en dame kan gaa alene til en ugift mands hjem paa en saadan tid?“
„Hvad hændte der saa, da De kom dit?“
„Jeg gik aldrig dit.“
„Fru Lyons!“
„Nei, jeg sverger Dem til ved alt, som er mig hellig. Jeg gik aldrig dit. Der kom noget i veien.“
„Hvad da?“
„Det er en privat sak. Det kan jeg ikke fortælle.“
„Men De tilstaar altsaa, at De havde sat sir Charles stævne til den samme tid og paa det samme sted, hvor han fandt sin død, men De negter, at De indfandt Dem selv?“
