Det første indtryk var beundring. Men det næste var kritik. Der var noget iveien med ansigtet, noget grovt i uttrykket, en viss haardhed i blikket og noget vekt ved munden, som skjæmte helhedsindtrykket. I øieblikket var jeg mig alene bevisst, at jeg stod overfor en meget smuk dame, og at hun havde spurt mig om grunden til mit besøk. Først nu gik det op for mig, hvor yderst vanskelig mit hverv var.
„Jeg har den fornøielse at kjende Deres far,“ sa jeg.
Det var en klodset indledning, og hun lot mig forstaa det.
„Min far og jeg har ingenting med hinanden at gjøre,“ sa hun. „Jeg skylder ham ikke noget, og hans venner er ikke mine. Havde ikke sir Charles været og enkelte andre mennesker med hjertelag, vilde jeg været død av sult, uten at min far havde bekymret sig om det.“
„Jeg er kommet her for at tale med Dem om avdøde sir Charles Baskerville.“
Fregnerne traadte skarpere frem i fru Lyons ansigt.
„Hvad kan jeg meddele Dem om ham?“ sa hun, medens hendes fingre spilte nervøst over skrivemaskinens tangenter.
„De kjendte ham, ikke sandt?“
„Jeg har allerede sagt, at han var meget god mot mig, og jeg skylder ham meget. Naar jeg nu kan underholde mig selv, skyldes det for en væsentlig del den interesse, han viste mig i min ulykkelige stilling.“
