„Men hvilken sikkerhed har man for, at han ikke overfalder nogen?“
„Han vil ikke gjøre noget saa taapelig, sir Henry. Vi har forsynet ham med alt, han kan trænge. At begaa en forbrydelse vilde jo blot være at røbe sit skjulested.“
„Det er sandt,“ sa sir Henry. „Godt, Barrymore — — —“
„Gud velsigne Dem, sir Henry; jeg takker Dem av mit hele hjerte! Min kone vilde ikke ha kunnet overleve det, hvis han var blit fakket igjen.“
„Jeg er bange, vi hjælper en slyngel, Watson. Men efter hvad vi har hørt, synes jeg, at jeg ikke kan forraade manden. De kan gaa, Barrymore.“
Denne gik med nogen faa, avbrutte ord til tak, men stanset pludselig og kom tvilraadig tilbake.
„De har været saa god mot os, sir Henry, at jeg skulde ønske at kunne gjøre det bedste for Dem til gjengjæld. Der er noget, jeg vet, sir Henry, og jeg burde kanske ha sagt det før; men jeg opdaget det først længe efter undersøkelsen. Jeg har endnu ikke sagt et ord om det til noget menneske i verden. Det angaar sir Charles' død.“
Sir Henry og jeg sprang begge op.
„Vet De, hvordan han kom avdage?“
„Nei, det vet jeg ikke.“
„Hvad da?“
„Jeg vet, hvorfor han var gaar til porten den aften. Det var for at møte en kvinde.“
„For at møte en kvinde? Han!“
„Ja, sir Henry.“
