„Dersom De havde meddelt os det av Deres egen fri vilje, vilde det ha været en anden sak,“ sa sir Henry. „Men De fortalte os, eller rettere, Deres kone fortalte os det først, da De var tvunget til at gjøre det, og De ingen anden utvei havde til at redde Dem selv.“
„Jeg trodde virkelig ikke, at De, sir Henry, vilde ha benyttet Dem derav.“
„Manden er jo en fare for samfundet. Der ligger ensomme huse bortover moen, og det er et menneske, som ikke vilde betænke sig paa nogetsomhelst. Man behøver bare at faa et glimt av ham for at se det. Stapletons hus for eksempel. Der er jo bare ham selv til at forsvare det. Ingen kan være tryg, før denne mand igjen er bak laas og lukke.“
„Han vil ikke bryte ind i noget hus, det kan jeg gi Dem mit æresord paa. Han vil aldrig mere plage nogen i dette land. Om nogen dage vil de nødvendige foranstaltninger være truffet, og han vil da befinde sig paa veien til Sydafrika. Men, sir Henry, jeg beder Dem, De maa for Guds skyld ikke la politiet faa kundskab om, at han befinder sig paa moen. Det har opgit at søke ham der, og nu kan han være der i ro, til skibet er færdig. De kan ikke gi nogen underretning om ham, uten at De ogsaa bringer mig og min hustru i forlegenhed.“
„Hvad mener De, Watson?“
Jeg trak paa skuldrene. „Naar han var vel ute av landet, vilde skatyderne befries for en byrde.“
