jeg har to gange hørt denne lyd paa moen. Det kunde jo tænkes, at der gik en svær hund løs derute; det vilde næsten kunne forklare alt. Men hvor skulde den ligge skjult henne, hvor fik den sin føde, hvor kunde den komme fra, og hvorav kom det, at aldrig nogen saa den om dagen? Man maa indrømme, at en naturlig forklaring frembød næsten likesaa mange vanskeligheder som den anden.
Og bortset fra hunden har vi spionen i London, manden i vognen, og brevet, hvori sir Henry blev advaret for moen. Dette var ialfald virkelig, men det kunde jo likesaa godt være sendt av en ven som av en fiende. Hvor var den ven eller fiende nu? Var han fremdeles i London, eller havde han fulgt os hit? Kunde han — kunde han være den fremmede, som jeg havde set paa klippekammen?
Jeg har vistnok bare set dette ene glimt av ham, men jeg skulde gjerne sverge paa, at det ikke var nogen av dem, jeg har set i omegnen her. Skikkelsen var meget høiere end Stapleton og meget tyndere end Frankland. Det kunde muligens ha været Barrymore, men ham havde vi forlatt hjemme paa Baskerville herregaard, og jeg er sikker paa, at han ikke havde kunnet følge efter os. En fremmed lurer altsaa efter os her som i London. Vi har ikke kunnet blive ham kvit. Kunde jeg bare faa tak i den mand, vilde vi sikkerlig se alle vanskeligheder klaret. Derfor maa jeg nu opbyde al min energi med dette maal for øie.
Min første tanke var at meddele sir Henry
