„Stapleton var sammen med mig, da jeg sidst hørte lyden. Han sa, at den maatte skrive sig fra en eller anden fremmed fugl.“
„Nei, nei, det var en hund. Kan der virkelig være noget sandt i alle disse historier? Er det mulig, at jeg virkelig trues av noget saa uhyggelig. De kan da ikke tro det, Watson?“
„Nei, nei!“
„Det var let at le av det i London, men det er en anden ting at staa her i mørke natten paa moen og høre en slik lyd som denne. Og min onkel! Der var jo spor efter en hund ved siden av ham, der han blev fundet. Alt stemmer. Jeg tror ikke, at jeg er nogen kujon, Watson, men denne lyd fik mit blod til at isne. Føl, hvor iskold min haand er.“
„Det vil gaa over til imorgen.“
„Jeg er bange, jeg aldrig kan faa dette hyl ut av mit hode. Hvad mener De, vi bør gjøre nu?“
„Skal vi gaa tilbake?“
„Nei, paa ingen maate. Vi er gaat ut for at fakke manden, og det vil vi gjøre. Vi er ute efter en fange, og selv har vi efter al sandsynlighed en helvedeshund i hælene paa os. Kom bare! Selv om avgrundens magter var løs paa moen, lar vi os ikke stanse.“
Vi famlet os langsomt frem i mørket, medens de taggete høidedrag fortonet sig svakt rundt omkring os, og det smale, gule lys vedblev at brænde foran. Der er ikke noget, som kan være mere skuffende end avstanden fra et lys i en belgmørk nat; un-
