„Hvad i himmelens navn kan dette være, Watson?“
„Jeg vet ikke. Det er en lyd, man hører her paa moen. Jeg har hørt den én gang før.“
Lyden døde bort, og alt blev stilt. Vi stod og lyttet spændt, men intet hørtes.
„Watson,“ sa sir Henry, „det var en hund, som ulte.“
Blodet blev koldt i mine aarer, for der var noget brustent ved hans stemme, som vidnet om den rædsel, han var blit betat av.
„Hvad kalder de denne lyd?“ spurte han.
„Hvem?“
„Folk omkring her.“
„Aa, de er yderst uvidende. Hvad kan det interessere Dem at vite, hvad folk kalder den?“
„Jo, fortæl mig, Watson, hvad de siger.“
Jeg nølte, men det var umulig at undgaa spørsmaalet.
„Folk siger, at det er hunden fra Baskerville, som uler.“
Han sukket tungt og taug en stund.
„Ja, en hund var det,“ sa han endelig. „Men lyden syntes at komme langt borte fra.“
„Det er vanskelig at sige, hvor den kom fra.“
„Den steg og faldt med vinden. Er ikke den store Grimpenmyr paa den kant?“
„Jo, den er.“
„Ja, det er sikkert derfra. Kom nu, Watson! Tror De selv, at det var en hund? Jeg er ikke et barn. De behøver ikke at være bange for at sige sandheden.“
