Sir Henry havde aapnet det, og den kolde nattevind slog os i møte. Langt borte i det mørke fjerne lyste endnu det lille, gule lyspunkt.
„Det er merkelig, at han vover det,“ sa sir Henry.
„Lyset maa være stillet saaledes, at det blot kan sees herfra,“ svarte jeg.
„Høist sandsynlig. Hvor langt tror De, det er?“
„Ute ved den kløftede klippeskrent, skulde jeg anta.“
„Altsaa ikke mere end en kilometer eller to herfra.“
„Nei, neppe det engang.“
„Ja, det kan ikke være meget langt herfra, siden Barrymore kunde skaffe ham mat derut. Og nu ligger den skurk og lurer bak lyset. Watson, jeg vil ut og fakke den mand.“
Den samme tanke havde faldt mig ind. Det var ikke saa, at Barrymores havde gjort os til delagtige i sin fortrolighed. Deres hemmelighed var fravristet dem. Manden var en fare for samfundet, en forvorpen skurk, for hvem der ikke var nogen undskyldning eller kunde kræves nogen skaansomhed. Vi vilde alene gjøre vor pligt, naar vi benyttet denne leilighed til at bringe ham tilbake til et sted, hvor han ikke mere kunde gjøre nogen skade. Med hans brutale og voldsomme natur vilde andre komme til at undgjælde, hvis vi nu holdt os tilbake. Vore naboer, Stapletons, kunde jo, hvilken nat det var, blive overfaldt av ham. Sandsynligvis var det ogsaa tanken herpaa, som gjorde sir Henry saa ivrig paa eventyret.
„Jeg gaar med,“ svarte jeg.
