har reddet ham fra skafottet. For mig har han altid vedblit at være den lille krøltop, som jeg havde passet og lekt med som ældre søster. Han brøt ut av fængslet, fordi han visste, at jeg var her og ikke vilde negte at hjælpe ham. Saa kom han hit en nat, utslitt og halvdød av sult, og med politiet i hælene. Hvad kunde vi gjøre? Vi mottok ham, gav ham mat og sørget for ham. Saa kom De tilbake, sir Henry. Min bror trodde da, at han vilde være sikrere ute paa moen end noget andet sted, indtil det første opstyr efter rømningen var over. Han skjulte sig derfor derute. Men hveranden nat forvisset vi os om, at han fremdeles var der, ved at sætte et lys i vinduet, og naar vi fik svar, gik min mand ut til ham med noget brød og kjød. Hver dag haabet vi, at han skulde være tat bort, men saalænge han var her, kunde vi ikke svigte ham. Det er den hele sandhed, saasandt jeg er en ærlig kristen kone, og hvis der er noget at lægge nogen tillast, er skylden ikke min mands, men min, for hvem han har gjort alt dette.“
Fru Barrymore havde talt med overbevisende alvor.
„Er dette sandt, Barrymore?“
„Ja, sir Henry, hvert ord er sandt.“
„Godt. Jeg kan ikke bebreide Dem, at De har støttet Deres egen hustru. Glem, hvad jeg har sagt. Gaa nu ind til Dem selv, saa skal vi tales videre herom imorgen.“
Da de var gaat, saa vi atter ut av vinduet.
