blive en god egtemand for en kvinde, som jeg elsket?“
„Nei, det skulde jeg mene.“
„Han kan ikke indvende noget mot min sociale stilling, saa det maa altsaa være noget ved min person, han har saa meget imot. Hvad kan det være? Jeg har aldrig gjort et menneske mindste fortræd, saavidt jeg vet. Men han vilde ikke engang saameget som la mig røre ved hendes fingerspidser.“
„Sa han det?“
„Det og mere til. Jeg kan sige Dem, Watson, jeg har bare kjendt hende disse faa uker; men fra den første stund av følte jeg, at hun var skapt for mig, og hun — ja, hun var ogsaa lykkelig, naar vi var sammen, det er jeg aldeles overbevist om. Der kan være et uttryk i en kvindes øine, som taler tydeligere end ord. Men han har aldrig latt os træffe hinanden, og først idag fandt jeg en leilighed til at snakke et par ord med hende. Hun var glad over at kunne træffe mig, men hun kom ikke for at tale om kjærlighed, og hun vilde heller ikke ha tillatt mig at tale derom, hvis hun havde kunnet forhindre det. Hun kom som altid tilbake til, at dette var et farlig sted, og at hun aldrig vilde blive lykkelig, før jeg var kommet herfra. Jeg sa hende, at siden jeg havde truffet hende, havde jeg ingen hast med at reise, og at hvis hun endelig vilde ha mig bort, var den eneste maate at opnaa det paa at reise med mig. Jeg bad om hendes haand, men før hun fik svare,
