spurte han. „Det vil da vel ikke sige, at De trods alt kom efter mig?“
Jeg fortalte ham alt: at jeg havde fundet det umulig at blive hjemme, at jeg havde gaat efter ham, og hvorledes jeg havde været vidne til alt, som siden var hændt.
Et øieblik flammet hans øine mot mig, men min oprigtighed avvæbnet hans harme, og tilsidst brast han i en forresten høist bedrøvelig latter.
„En skulde jo tro, at en kunde være for sig selv paa et sted som dette, og saa ser det i stedet ut, som om hele befolkningen paa disse kanter har været ute for at se mig fri — og det blev nok et temmelig uheldig frieri ogsaa! Hvor havde De faat plads?“
„Jeg stod oppe paa høien der.“
„Helt oppe i fjerde logerad! Men hendes bror havde faat en udmerket plads i første parket. Saa De ham komme like paa os?“
„Ja.“
„Har De nogensinde faat det indtryk av hendes bror, at han ikke er rigtig vel bevaret?“
„Nei, jeg kan ikke sige, jeg har gjort det.“
„Det tør jeg ikke sige længer. Jeg har altid trodd, at han var vel bevaret nok, før idag, men nu kan jeg fortælle Dem, at enten han eller jeg bør puttes i tvangstrøie. Hvad gaar der av mig? De har jo nu været en tid sammen med mig, Watson. Sig mig derfor likefrem: Er der noget, som behøvet at være iveien for, at jeg kunde
