fra ham og havde ansigtet bortvendt. Han bøiet sit hode ned mot hendes, og hun hævet den ene haand som til protest.
I næste øieblik saa jeg dem pludselig springe fra hinanden og vende sig raskt helt om. Det var Stapleton, som havde overrasket dem. Han sprang i vildt løp mot dem, medens nettet dinglet bak ham. Han gestikulerte heftig og næsten danset i ophidselse foran de to elskende. Hvad dette optrin skulde betyde, kunde jeg ikke forstaa, men det forekom mig, at Stapleton skjeldte ut sir Henry, der først søkte at forklare sig, men blev hidsig, da den anden negtet at motta hans forklaring.
Damen stod og hørte paa dem begge i overlegen taushed. Tilslut gjorde Stapleton helt om og vinket paa en bydende maate til sin søster, som efter et raadvildt blik paa sir Henry fulgte med sin bror. Naturforskerens hidsige bevægelser viste, at hans harme ogsaa gik ut over hende.
Sir Henry stod et øieblik og saa efter dem. Derpaa gik han langsomt tilbake med bøiet hode, et tegn paa den største nedslagenhed.
Jeg kunde ikke forstaa, hvad alt dette skulde betyde, men jeg var meget skamfuld over at ha været vidne til et saa intimt optrin uten min vens vidende. Jeg sprang derfor ned fra høien og ilte sir Henry imøte ved dens fot.
Hans ansigt blusset av ophidselse, og hans bryn var rynket; han saa ut som en, der ikke vet sin arme raad med, hvad han skal gjøre.
„Hallo, Watson! Hvor er De dukket op fra?“
