spændt og et par gange rystet paa hodet, som om han var sterkt uenig.
Jeg stod og betragtet dem meget tvilraadig om, hvad jeg skulde gjøre. At gaa efter dem og avbryte deres fortrolige samtale vilde være paatrængenhed, men det var jo min pligt ikke at la ham ute av syne et eneste øieblik. At være spion overfor en ven var et avskyelig hverv. Men jeg kunde ikke finde noget bedre at gjøre end at iagtta ham fra høien her og lette min samvittighed ved siden at tilstaa for ham, hvad jeg havde gjort. Det er sandt, at jeg vilde ha været for langt borte til at være ham til nogen nytte, om en pludselig fare skulde ha truet ham, men jeg er overbevist om, at De vil være enig med mig i, at situationen var meget vanskelig, og at jeg ikke kunde gjøre mere.
Vor ven sir Henry og damen havde stanset paa stien og var nu helt optat av sin samtale, da jeg pludselig opdaget, at jeg ikke var det eneste vidne til deres møte. Noget grønt, som bevæget sig gjennem luften, vakte min opmerksomhed. I næste øieblik saa jeg, at det grønne blev baaret paa en stok av en mand, som bevæget sig mellem bakkerne.
Det var Stapleton med sit sommerfuglenet. Han var langt nærmere de to, end jeg var, og det saa ut, som han bevæget sig i retning av dem. I samme øieblik drog sir Henry frøken Stapleton hen til sig. Han la sin arm om hende, men det saa for mig ut, som om hun søkte at rive sig løs
