Jeg blev sat i en meget stor forlegenhed. Jeg visste ikke, hvad jeg skulde sige eller gjøre, og før jeg var kommet paa det rene med mig selv, havde han tat sin stok og var gaat.
Men da jeg tænkte over saken, havde jeg ordentlig samvittighedsnag for, at jeg under nogetsomhelst paaskud havde latt ham ute av syne. Jeg forestilte mig, hvordan mine følelser vilde blive, om jeg maatte vende tilbake til Dem og bekjende, at en ulykke var hændt, fordi jeg ikke havde fulgt Deres instrukser. Jeg forsikrer Dem, at jeg blev het bare ved tanken derpaa. Det var muligens endnu ikke forsent til at indhente ham, og jeg begav mig derfor straks avsted i retning av Merripit-gaarden.
Jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunde, men saa ikke noget til sir Henry, før jeg kom til det sted, hvor stien hen til moen tar av. Jeg var ræd for, at jeg trods alt ikke var paa den rigtige vei, og gik derfor op paa en høi, hvorfra jeg havde utsigt over moen. Det var den høi, hvor stenbruddet er.
Herfra opdaget jeg ham straks. Han spaserte henover stien sammen med en dame, som ikke kunde være nogen anden end frøken Stapleton.
Det var klart, at det allerede var kommet til forstaaelse mellem dem, og at de havde møtt hinanden efter avtale. De drev langsomt henover stien, fordypet i samtale, og jeg saa hende gjøre smaa, raske bevægelser med hænderne, som om det, hun sa, var meget alvorlig, mens han lyttet
