mistænker jeg Barrymore for at være en hustyran. Jeg har altid havt en følelse av, at der er noget underlig og tvilsomt ved denne mands karakter, men det som hændte igaar nat, har mere end noget andet styrket min mistanke.
I og for sig er det maaske en ubetydelig sak. De vet, at jeg ikke sover rigtig godt, og siden jeg begyndte at holde vakt her i dette hus, har min søvn været endnu lettere end ellers. Ved totiden inat vækkedes jeg ved at høre listende skridt forbi mit værelse. Jeg sprang op, aapnet døren og kikket ut. En lang, sort skygge gled ned over gangen. Den kom fra en mand, som gik forsigtig bortover med et lys i haanden. Han var barbenet og kun iført skjorte og benklæder. Jeg kunde ikke se hans skikkelse tydelig, men høiden sa mig, at det var Barrymore. Han gik meget stille og varsomt, og der var noget ubeskrivelig hemmelighedsfuldt og skyldbetynget i hele hans væsen.
Jeg har tidligere omtalt, at gangen avbrytes av en balkon, som gaar rundt den store forhal, men at den fortsætter paa den anden side. Jeg ventet, til han var kommet ut av syne, og fulgte derpaa efter ham. Da jeg kom rundt balkonen, var han naadd til enden av den anden gang, og jeg kunde paa lysskjæret gjennem den aapne dør se, at han var gaat ind i et av værelserne.
Alle værelser her er uten møbler og ubebodd. Denne vandring forekom mig derfor saa meget mere gaadefuld. Lysskjæret fra døren holdt sig hele tiden uforandret, som om han skulde staa
