han os begge med for at vise os det sted, hvorfra sagnet om den onde Hugo skal skrive sig. Det blev en lang tur over moen til et sted, som vitterlig er saa uhyggelig, at det godt kan ha git støtet til, at nævnte sagn er opstaat. Vi fandt en kort dal mellem taggete fjeldknauser, hvorigjennem vi kom til en aapen græsklædt plads.
Midt paa denne hævet sig to store stene, der oventil var slitt og tilspidset, saa de lignet et eller andet kjæmpedyrs hugtænder. De var fuldstændig i stil med skuepladsen for den gamle tragedie forøvrig.
Sir Henry var meget interessert og spurte Stapleton mere end en gang, om han virkelig trodde paa muligheden av nogen overjordisk indgripen i menneskenes anliggender. Han talte ganske likegyldig, men det var aabenbart, at han tok saken meget alvorlig.
Stapleton var meget forsigtig i sine svar, men det var let at skjønne, at han sa mindre, end han ønsket at sige, og at han ikke vilde sige rent ut, hvad han mente, av hensyn til sir Henry. Han fortalte om lignende tilfælde, hvor en familie havde staat under en ond aands magt, og da han forlot os, havde vi det indtryk, at han i denne henseende delte den almindelige folketro.
Paa tilbakeveien blev vi til lunch paa Merripitgaarden. Det var der, sir Henry gjorde frøken Stapletons bekjendtskab. Fra første øieblik, han saa hende, syntes han at være sterkt tiltrukket, og jeg skulde ta meget feil, om denne følelse ikke var gjensidig.
