verdens mest aandsforlatte avkrok. Jo længer man blir her, jo mere blir ens sind paavirket av moens aand, dens goldhed og dens overvældende uhygge. Naar man engang er trængt ind i dens indre, har man latt alle spor av det moderne England bak sig, men samtidig har man bevisstheden om at befinde sig mellem et forhistorisk folks hjem og verker.
Hvor man gaar, har man rundt omkring disse nu forglemte menneskers huse, deres grave og de anselige stene, som antages at ha betegnet deres templer. Naar man betragter deres graa stenhytter paa de skraanende skrenter, lar man sin egen tidsalder bak sig, og om man pludselig fik se et skindklædt, haaret menneske krype frem av den lave dør og lægge en pil med flintespids paa sin buestreng, vilde man føle, at dette vildmenneskes tilstedeværelse her var langt naturligere end ens egen.
Hvor det er merkelig, at de har kunnet leve saa tæt paa en jordbund som denne, der altid maa ha været i høieste grad ufrugtbar. Jeg er ingen arkæolog, men jeg kan tænke mig, at de har været et fredselskende, jaget folkefærd, som var nødt til at nedsætte sig paa steder, hvor ingen anden vilde opholde sig.
Men alt dette har ingenting at gjøre med den mission, som De har sendt mig ut i, og det har maaske ingensomhelst interesse for en saa strengt praktisk mand som Dem. Jeg kan endnu huske, hvor fuldstændig likegyldig De var overfor spørsmaalet, om solen bevæget sig rundt jorden eller jorden
