jeg trodde, at De var sir Henry. Glem endelig, hvad jeg sa; det angaar aldeles ikke Dem.“
„Men jeg kan ikke glemme det, frøken Stapleton,“ sa jeg. „Jeg er sir Henrys ven, og hans lykke er nøie forbundet med min egen. Sig mig, hvorfor De var saa ivrig for, at sir Henry skulde reise tilbake til London?“
„Et kvindeindfald, doktor Watson. Naar De lærer mig bedre at kjende, vil De forstaa, at jeg ikke altid kan angi grunde for, hvad jeg siger eller gjør.“
„Nei, nei. Jeg husker angsten i Deres stemme. Jeg husker uttrykket i Deres øine. Men, frøken Stapleton, vær kun oprigtig mot mig. Siden jeg kom hit, har jeg havt en fornemmelse, som om der var skygger rundt omkring mig. Livet er aldeles som Grimpenmyren med smaa grønne flekker overalt, hvori man kan synke ned, medens der ikke findes noget, som kan vise en veien. Sig mig derfor, hvad De mener; jeg skal love at overbringe Deres advarsel til sir Henry.“
Et uttryk av tvilraadighed gled for et øieblik over hendes ansigt; men hendes øine havde atter antat sit faste blik, da hun svarte mig.
„De lægger altfor megen vegt paa det, doktor Watson,“ sa hun. „Min bror og jeg blev dypt rystet ved sir Charles Baskervilles død. Vi stod ham meget nær. Hans yndlingstur var altid over moen til vort hus. Han var meget trykket av tanken paa den skjæbne, som hang truende over hans slegt, og da ulykken kom, var det naturlig,
