holdet lettere, indtil han faar vænnet sig til sine nye omgivelser. Vil De blive med ovenpaa og se min samling av Lepidoptera, doktor Watson? Jeg tænker, det er den fuldstændigste i hele det sydvestlige England. Vi kan se dem igjennem, til lunchen blir færdig.“
Men jeg længtet bare efter at komme tilbake til min post. Moens uhygge, den arme hests død, den sælsomme lyd, som var sat i forbindelse med det stygge sagn om Baskervillerne — alt dette havde fyldt mig med uro og tungsind. Til disse mere eller mindre ubestemte indtryk kom saa frøken Stapletons bestemte og tydelige advarsel, der var git med saa dypt alvor, at der ingen tvil kunde være om, at hun maatte ha en eller anden vægtig grund for sin optræden. Jeg motstod alle opfordringer om at blive til lunch og begav mig straks paa tilbakeveien ad den samme sti, paa hvilken vi var kommet.
Sandsynligvis maa der ha været en benvei for dem, som var kjendt her. Før jeg var kommet til hovedveien, saa jeg til min overraskelse frøken Stapleton sitte paa en fjeldknaus ved siden av stien. Hendes ansigt blusset nydelig efter anstrengelsen, og hun holdt sig i siden.
„Jeg har sprunget hele tiden for at indhente Dem, doktor Watson,“ sa hun. „Jeg fik ikke engang tid til at ta hatten paa mig. Jeg maa skynde mig tilbake, ellers kunde min bror savne mig; men jeg maatte faa sagt Dem, hvor bedrøvet jeg er over den dumme feiltagelse, jeg gjorde, da
