Stapleton sprang øieblikkelig efter det og gav sig med største ihærdighed til at forfølge det. Til min skræk fløi det like mot den store myr, men min nye bekjendt lot sig ikke et øieblik stanse. Han sprang fra tue til tue med sit grønne net flagrende i luften, og hans graa dragt og rykvise, siksakformige sprang gjorde ham selv ikke ulik et kjæmpeinsekt.
Jeg stod og fulgte ham med en blanding av beundring for hans usedvanlige lethed og frygt for, at han skulde miste fotfæste i den forræderske myr, da jeg hørte lyden av skridt, og da jeg vendte mig om, saa jeg en kvinde like ved mig paa stien. Hun var kommet fra den kant, hvor røksøilen viste, at Merripit-gaarden laa, men moens forhøininger havde skjult hende, indtil hun var like i nærheden.
Jeg kunde ikke være i nogen tvil om, at denne dame var den frøken Stapleton, som jeg havde hørt tale om. Der kunde jo ikke være mange damer her paa moen, og jeg erindret nu, at jeg havde hørt hende beskrive som en skjønhed. Denne dame, som nu nærmet sig, var utvilsomt en skjønhed og det en av den mest sjeldne art.
Der kunde ikke tænkes en større motsætning mellem bror og søster. Stapleton havde et mere hverdagsagtig ydre med lyst haar og graa øine, medens hun var mørkere end nogen brunette, jeg har set i England, høi, slank og elegant. Hun havde et stolt, finskaaret ansigt, saa regelmæssig, at man kunde ha tat hende for kold, havde hun
