bevokset sti tok av fra veien og snodde sig i bugtninger henover moen. En brat, stenet høi laa paa høire side; i tidligere dage havde der været et granitbrud. Den del, som vendte mot os, dannet en mørk fjeldskrent, med bregner og bringebær voksende i kløfterne. I det fjerne steg en graalig røksøile op mot himmelen.
„Herfra er det en passelig spasertur langs stien til Merripit-gaarden,“ sa han. „Kanske De har en time tilovers, saa kan jeg faa den fornøielse at forestille Dem for min søster.“
Min første tanke var, at jeg ikke maatte vike fra sir Henry. Men saa husket jeg paa den bunke dokumenter, som hans bord var fyldt av. Jeg visste, at jeg ikke kunde hjælpe ham dermed. Og Holmes havde jo uttrykkelig paalagt mig at studere naboerne paa moen. Jeg mottok derfor Stapletons indbydelse, og vi drev sammen indover moen.
„Denne mo er et vidunderlig sted,“ sa han og saa utover det bølgende landskab og de lange grønne forhøininger med de takkete granitkamme, der reiste sig som fantastisk skummende sjøer. „De vil aldrig blive træt av moen. De kan ikke forestille Dem, hvilke sælsomme hemmeligheder den rummer. Den er saa vældig og saa gold og saa hemmelighedsfuld.“
„De kjender den saaledes meget godt?“
„Jeg har bare været her to aar. De andre her betragter mig som en nykomling. Vi kom kort tid efter, at sir Charles Baskerville havde slaat sig ned her. Men mine interesser bragte mig til at
