I Solberga Præstegaard sad Præsten, Hr. Arne, ved Aftensbordet omgiven af alle sine Husfolk. Der var ingen fremmede tilstede foruden Torarin.
Præsten var en gammel, hvidhaaret Mand, men han var dog endnu staut og kraftig. Han havde sin Hustru siddende ved siden af sig. Med hende havde Aarene faret ilde. Hendes Hoved og Hænder var skjælvende, og hun var næsten døv. Paa den anden Side af Hr. Arne sad Hjælpepræsten. Han var ung og bleg og havde et bekymringsfuldt Udseende, som om han ei havde kunnet bære al den Lærdom, han havde sanket under Studieaaret i Wittenberg.
Disse tre sad øverst ved Bordet ligesom en Smule for sig selv. Nedenfor dem sad Torarin og derefter Tjenerne. Disse var ogsaa gamle Folk. Der var tre Drenge, de var skaldede i Hovedet, deres Rygge var krogede og de rindende Øine mimrede. Tjenestepigerne var bare to. De var noget yngre og raskere end Drengerne, men de syntes dog skrøbelige og alderdomssvage.
Aller nederst ved Bordet sad to Børn. Den ene var Hr. Arnes Sønnedatter, hun var ikke mere end fjorten Aar. Hun var lyshaaret og spædlemmet, Ansigtet var endnu ikke udviklet, men hun syntes at skulle blive fager. Ved Siden af sig havde hun en anden liden Jomfru. Det var en fattig, forældreløs en, som altid levede paa Præstegaarden. De to sad tæt indtil hinanden paa Bænken, og der saa ud til at være stort Venskab mellem dem.
Alle disse sad og aad i den dybeste Taushed. Torarin saa fra den ene til den anden, men ingen havde Lyst til at tale under Maaltidet. Alle de gamle tænkte ved sig selv: Det er en stor Ting at faa Mad og ikke behøve at lide Nød eller sulte, som vi mange Gange har gjort i vor Levetid. Medens vi æder, bør vi ikke tænke paa andet end at takke Gud for hans Godhed.
Da Torarin ingen havde at tale med, vandrede hans Blik op og ned gjennem Rummet. Han kastede Øinene fra den store Ovn, som var muret op i mange Afsatser nede ved Indgangsdøren, til den høie Himmelseng, som stod i Rummets borteste Hjørne. Han saa fra de vægfaste Bænker, som gik rundt Værelset, op til Ljoren i Taget, hvorigjennem Røgen gik ud og Vinterkulden strømmede ind.
Naar Torarin Fiskehandler, som boede i den minste og fattigste Stue i Skjærgaarden, saa paa alt dette, tænkte han: Om jeg var en stor Mand som Hr. Arne, da skulde jeg ikke nøie mig med at bo i en ældgammel Stue med bare et eneste Rum. Jeg skulde bygge mig Hus med høie Gavler og mange Rum, saaledes som Borgmestrene og Raadmændene gjør der inde i Marstrand.
Men tiest hang Torarins Blik ved en stor Kiste af Eg, som stod ved Foden af Himmelsengen. Han saa saa ofte paa den, fordi han vidste, at Hr. Arne i den havde alle sine Sølvpenge i Forvaring, og han havde hørt, at de var saa mange, at de fyldte Kisten helt op til Randen.
Og Torarin som var saa fattig, at han næsten aldrig havde en Sølvslant i sin Lomme, sagde til sig selv: Jeg vil alligevel ikke have de Penge. De siger, at Hr. Arne har taget dem fra de store Klostre, som før i Verden fandtes i Landet, og at de gamle Munke har spaaet, at disse Penge skal blive hans Ulykke.
Netop som Torarin sad i disse Tanker, saa han den gamle Husmoder sætte Haanden til Øret for at høre bedre. Derpaa vendte hun sig til Hr. Arne og spurgte: „Hvorfor sliber de Knive paa Branehøg“?
Der var saa stille i Rummet, at da den gamle Kvinde spurgte, rykkede alle til og saa for-
