været stille Veir hele Dagen, kom et koldt Drag strygende frem over Heden og gjorde Færden ubehagelig.
― Det kan se skralt ud at reise hjem slig i beste Arbeidstiden, sagde Torarin og slog ud med Armene for Kuldens Skyld. Men vi har da ligget ude paa Veiene i flere Uger, du og jeg, og kan vel trænge at sidde hjemme et Par Dage og faa smeltet Kulden ud af Kroppen.
Da Hunden fremdeles laa stille, syntes Torarin at blive mere sikker paa sin Sag, og han fortsatte i muntrere Tone:
― Nu har Mor siddet alene hjemme i Stuen i flere Dage. Hun længter nok efter at træffe os. Og i Marstrand gaar det storartet for sig nu i Vinter. Gader og Grænder, Grim, er fulde af fremmede Fiskere og Kjøbmænd. I Sjøboderne danser de hver Kvæld. Og alt det Øl, som flommer i Værtshuset! Det gaar rent over din Begribelse.
Da Torarin sagde dette, bøiede han sig ned over Hunden forat se efter, om han hørte efter, hvad han sagde ham.
Men da Hunden laa der ganske vaagen og ikke viste noget Tegn til Misnøie, veg Torarin af paa første Vei, som førte vestover mod Havet. Han smeldte til Hesten med Tommeenden og lod det gaa raskt undaf.
― Eftersom vi reiser forbi Solberga Præstegaard, sagde Torarin, bør jeg vel tage ind der og spørge om det er sikkert, at Isen bærer helt ud til Marstrand. Der maa de vel have Greie paa det.
Torarin havde sagt dette med lav Stemme, uden at tænke paa om Hunden hørte ham eller ikke. Men neppe var Ordene udtalt, før Hunden reiste sig paa Læsset og satte i et forfærdeligt Hyl.
Hesten gjorde et Sprang til Siden, ogsaa Torarin blev skræmt og saa sig om for at se, om der kom Ulve jagende efter ham. Men da han fandt, at det var Grim, som tudede, forsøgte han at berolige ham.
― Kjære, sagde han til ham, hvor mange Gange har ikke du og jeg kjørt ind paa Solberga Præstegaard! Jeg ved ikke, om Hr. Arne har nogen Greie paa, hvorledes det er med Isen, men jeg er vis paa, at han giver os en god Kveldsmad, før vi skal begynde vor Sjøreise.
Men hans Ord kunde ikke berolige Hunden. Den satte Næsen tilveirs og tudede stadig uhyggeligere.
Det var ikke langt fra, at Torarin begyndte at føle sig ilde tilmode. Det var nu blevet næsten mærkt, men Torarin kunde dog se Solberga Kirke og den vide Slette der omkring, som laa beskyttet af brede Skogheider paa Landsiden og af runde, skogløse Bergkuller mod Havet. Der han kjørte aldeles alene henover den store, hvide Slette, forekom han sig at være et ringe og lidet Kryb, men fra de mørke Skoge og de øde Bergkuller rykkede frem store Udyr og Trold af alle Slags, som vovede sig ud paa aaben Mark, naar det var blevet mørkt. Og paa hele Sletten fandtes ingen anden, som de kunde kaste sig over end den fattige Torarin.
Men samtidig søgte han at faa Hunden til at tie.
Kjære, hvad har du imod Hr. Arne? Han er den rigeste Mand i Landet. Han er af gjæv Æt, og havde han ikke været Præst, vilde han blevet en stor Høvding.
Men han kunde ikke faa Hunden til at tie med dette. Da brast Torarins Taalmodighed, saa at han tog Hunden i Nakkeskindet og kastede ham ned fra Læsset. Hunden fulgte ikke efter ham, da han drog videre, men stod stille paa Veien og tudede lige til Torarin kjørte gjennem et mørkt Porthvælv og kom ind i Præsteboligens Gaarderum, som var omgivet af fire lange Længer af lave Træhuse.
