I.
Paa den Tid, da Kong Fredrik den Anden af Danmark regjerede over Bohuslen, boede i Marstrand en fattig Fiskehandler, som hed Torarin, Han var en saa svag og ringe Mand, hans ene Arm var lam, saa han duede hverken til at fiske eller ro. Han kunde ikke tjene sit Livsophold paa Sjøen som alle andre Skjærgaardskarle, men drog om og solgte salt og tørret Fisk til Folk paa Landsiden. Han var ikke hjemme mange Dage om Aaret, han reiste stadig fra Sted til Sted med sit Fiskelæs.
En Februardag, da det led mod Skumringen, kom Torarin kjørende paa den Vei, som fra Kongehelle førte op til Solberga Sogn. Det var ganske øde og folketomt paa Veien, men Torarin behøvede ikke af den Grund at forholde sig taus. Han havde ved Siden af sig paa Læsset en fuldgod Ven, med hvem han kunde samtale, Det var en liden sort Hund med lubben Pels, som Torarin kaldte Grim. Han laa mest stille med Hovedet trykket ned mellem Benene og bare blinkede til alt, som Husbonden sagde. Men fik han høre noget, han ikke likte, saa reiste han sig op paa Læsset, satte Næsen i Veiret og hylte værre end en Ulv.
— Nu skal jeg fortælle dig, Grim, min Hund, sagde Torarin, at i Dag har jeg faat høre store Nyheder. Baade i Kongehelle og i Kareby sagde de mig, at Havet var tilfrosset. Det har været vakkert og stille Veir nu en Tid, det ved du best, som har været ude hver Dag, og Havet har nok lagt sig ikke bare i Viker og Sund, men langt udover Kattegat. Der er ingen Vei for Baade og Skibe mellem Skjærene nu, bare stærk, haard Is overalt, og nu kan man kjøre med Hest og Slæde lige til Marstrand og Paternosterskjærene.
Alt dette hørte Hunden, og det lod ikke til at mishage ham. Han laa stille og blinkede til Torarin.
— Vi har ikke stort mere Fisk igjen her paa Læsset, sagde Torarin ligesom overtalende. Hvad vilde du sige, om vi veg af ved næste Veiskjel og for vesterud mod Havet. Vi drager forbi Solberga Kirke og ned paa Ødmaalskil, derefter tror jeg ikke det er mere end en fem Fjerdingers Vei til Marstrand. Det vilde være en stor Ting at kunne komme hjem engang uden at bruge enten Baad eller Færge.
De kjørte frem over den lange
Kareby Hede, og skjønt det havde
- ↑ Rettet etter versjonen trykket i Verdens Gang 1. desember 1903.
